Inklusion

Inklusionsdefinitionen

Inklusion er ligeværdigt samspil om fælles mål, der er defineret ud fra såvel den enkeltes som de fælles behov, hvor alle mennesker skal imødekommes med udgangspunkt i deres særlige behov.

inklusion og eksklusionAt fremme forskellighed som en positiv ressource er inklusion, hvor det modsatte af eksklusion. Udtrykt som norm handler inklusion altså om at ”inkludere”, at der skal være plads til og respekt for alle uanset individuelle forskelle, såsom handikap, religion, kultur og seksualitet. Inklusion er værdsættelse, som i et fællesskab, hvor man værdsætter og respekterer hinanden for de evner og den viden, hver enkelt besidder.

Ordet inklusion kommer af latin ”inclusio”, der betyder indespærring. Ordet bruges på flere måder og kan have andre betydninger end det førnævnte. Inden for mængdelæren er det et begreb om en talmængde, der er en del af en større talmængde, som eksempelvis de hele tal, der er en del af de naturlige tal, samt indenfor mineralogien, hvor et fremmedstof er indesluttet i et mineral.

Inden for demokrati bruges inklusion om borgerrettigheder, om hvem der skal inkluderes i folket – demos. Demos kommer af den græske historiske betydning for en befolkning i en stat eller et administrativt område, og bruges i dag i denne politiske betydning. Inklusion er dermed en overordnet politisk vision om, at alle skal have lige muligheder for at deltage i samfundets demokratiske processer og lige adgang til samfundets ressourcer.

I den pædagogiske tænkning er inklusion, som begreb, en tilgang, hvor det grundlæggende princip er mangfoldighed i uddannelse og opdragelse. Fortalerne for inklusions pædagogikken betragter forskelligartethed som et udgangspunkt, som en norm. Der opfordres til, at der oprettes skoler som opfylder de uddannelsesmæssige behov for alle elever. Inklusion er dermed en faglig pædagogisk målsætning for uddannelsessystemet i dens arbejde for at skabe lærings- og udviklingsmiljøer, hvor alle har ret til at være aktive deltagere. Målet er, at alle børn og unge skal ses, anerkendes og værdsættes som de unikke personer de er og dermed sikres en faglig, personlig og en social udvikling.

Inklusionens love og erklæringer

Inklusionstænkningen i uddannelsesverdenen i dag kommer primært ud fra ”Salamanca-erklæringen af 1994” underskrevet af 92 lande (herunder Danmark) og 25 internationale organisationer, på et møde i Salamanca arrangeret af UNESCO (FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab) og Spaniens regering.

salamanca Erklæringen trådte i kraft pr. 1/1 1997. I erklæringen lyder det om inklusion, ”at de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, så man imødekommer deres behov via pædagogik centreret omkring det enkelte barn. Almindelig skolegang er et middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, opbygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle”. Hermed hægtes den demokratiske, politiske vision og pædagogiske virkelighed for inklusionsbegrebet sammen som en forpligtigelse. En svaghed ved dokumentet kan være, at det ikke indeholder en klar definition på, hvorledes begrebet inklusion skal udføres.

I Danmark førte det først til ”Den danske folkeskolelov af 1993”, der byggede på de kommende intentionerne fra Salamanca erklæringen om den inklusive skole eller som man i hvert fald hyppigere siger på dansk ”en skole for alle”. Senere kommer så vedtagelsen af inklusionsloven L103, der vedtages den 24. april 2012 med virkning fra skoleåret 2013/14, hvorved der lovgivningsmæssigt ligges op til en endnu tydeligere og større inklusion af specialklasse børn i den danske folkeskole.

Udviklingen henimod inklusion i den danske folkeskole

Realskolen var en betegnelse for de skoler, der fra 1903 udbød mellemskoleeksamen og realeksamen i Danmark. Mellemskolen omfattede 5. – 7. klassetrin og realskolen 7. – 9. klassetrin med vægt på de boglige fag. Mellemskoleeksamen blev afskaffet i 1958 ved lov, og den sidste mellemskoleeksamen blev gennemført i 1963, med indførelsen af en ny syvårig enhedskole. Realeksamen afskaffedes i 1975 ved indførelsen af en niårig enhedsskole. I Danmark byggede man i 1960´erne og 1970´erne på princippet om ”integration” og ”debile børn” på systemets præmisser og ikke på børnenes, båret af en ”radikal humanisme”. Alle, der kunne, skulle integreres i almindelige skoler, ellers måtte de, der ikke kunne, opfattes som debile børn, der blev sat ud af systemet. I 1980´erne blev tankegangen vendt til, at det ikke er børnene, der skal tilpasse sig skolen, men skolen, der må tilpasse sig børnene, hvorpå alle børn gik i folkeskolen. I 1990´erne, i tråd med den nye folkeskolelov, og frem til 2010´erne fremkom der  en støt stigning i antallet af børn, der blev udskilt af folkeskolen. Næsten 7 % af eleverne gik i 2010 i specialklasser, trods princippet om ”rummelighed”. Et princip der tog sit udgangspunkt i læringsmiljøets betydning, hvormed de børn, der ikke umiddelbart passede ind i folkeskolens undervisningsmiljø, måtte have deres egne tilpassede miljøer. Inklusionsbegrebet blev ikke opfattet i sin fulde konsekvens, da eksklusion dermed var en klar faktor i pædagogikken.

Med den nye inklusionstænkning i den nye lov L103 er tallet i specialklasser i 2013 faldet til ca. 5 % og målet er 4 % i 2015. Men tallene siger dog ikke noget om kvaliteten af de læringsmiljøer, som børnene befinder sig i. Om de passer til flere børn.

Inklusionsarbejdet

Så det springende punkt er ”hvordan”. ”Hvordan” implementeres inklusionstanken i praksis ? Skoleverdenen oversvømmes af koncepter, metoder og modeller for inklusionsarbejdet, men løses ikke med en opslagsbog eller på kort tid.

Skal inklusionstænkningen implementeres i praksis, skal der tilrettelægges læringsmiljøer, så man kommer børnene i møde. Man skal arbejde med de sproglige vendinger, såsom ”børn med problemer” til ”børn i problemer”. Fra ”elever med særlige behov” til ”elever der befinder sig i komplicerede læringssituationer”, således at handlingerne er i overensstemmelse med holdningerne. Dog skal alt ikke tilpasses ”børnene i problemer”, men der skal skabes muligheden for at ”børnene i problemer” kan lære at indgå med andre. Det er ikke det enkelte barns funktionsevne, der sætter grænsen for inklusionen, det er vilkårene i læringsmiljøet. Det er netop vigtigt at arbejde med børnene i almindelige miljøer, da det er der, de skal fungere som voksne. Mange børn har gavn af at blive inkluderet, hvis vilkårene er optimale.

De professionelle skal holdes ansvarlige for inklusionen, men at leve op til det grænseløse princip i at kunne rumme alle i almindelige klasser, kræver at miljøet skal justeres med ideer nedefra og op, igennem udviklingen af en bred generel pædagogisk viden og kompetence hos lærerne. Lærerne skal ikke vide alt, men skal kunne trække på specialiseret viden igennem ressource personer og supervision. Derfor er der i 2005 blevet etableret et Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE) med støtte fra Undervisningsministeriet.

Der skal ikke kun arbejdes med ”best practice” eksemplerne, men også med de knap så gode eksempler, for at der kan tages en etisk stilling til kompleksiteten i inklusionen og de gode læringsmiljøer.

Inklusions pædagogik

Inkluderende pædagogik omfatter;

-          ”strukturanalyse” af strukturer, organisering og praksis, der bidrager til eksklusion,

-          udviklingen af ”anerkende pædagogik” til optimale udviklings- og læringsmiljøer,

-          ”systematisk tænkning” og skabelsen af inkluderende kulturelle forhold.

Strukturanalyse og systematisk tænkning

At formulere og indarbejde de strukturanalyser, der skal til for at kunne finde de elementer, der er ekskluderende på en skole, samt at få indarbejdet en systematisk tænkning henimod en modsat rettet kultur, er netop de elementer, der er væsentligt i arbejdet ”nedefra og op”. Det er via en systematiseret gennemgang af skolens pædagogik af skolens personale og ledelse, at der kan findes en vej henimod en god inklusionskultur. Enhver skole er forskellig og derfor også forskellig i sin afvejning af kulturværdierne på en skole.

Men målet skal være klart. ”En skole for alle, hvor alle respekteres for deres forskellighed”. Herudfra kan man så finde elementer og beskrivelse af situationer, hvor elever har haft det svært ved at deltage i fællesskabet. Herpå en analyse af hvorfor. Hvorfor denne elev ? Hvorfor  i denne klasse ? Hvorfor i dette undervisningsmiljøer mv. ?

Den anerkendende pædagogik

Hvis man skal være inkluderende, skal man være anerkendende. Indenfor den anerkendende pædagogik handler det om, at man skal skabe et positivt grundlag hos eleven, for at eleven kan klare de udfordringer, eleven støder på. Anerkendelse skaber dermed tryghed og øger selvværdet hos eleven.

Brugerne af anerkendende pædagogik afstemmer en reaktion efter en person, situation og sammenhæng. Man skal være lyttende og indlevende i samtalen med det enkelte individ. Man skal være bevidst om, hvad brugeren bidrager med i relationen. Dette kræver tid og nærvær. Under en samtale er det derfor vigtigt, at der ikke tænkes tilbage, men at man holder sig i nuet. Man skal give plads til den andens vurdering. Anerkendelse kan defineres ud fra 5 delelementer.

-          At være åben,

-          forstående,

-          bekræftende,

-          selvreflekterende,

-          afgrænsende og samtidig at kunne genkende oplevelsen i sig selv.

Den tyske filosof og sociolog Axel Honneth inddeler anerkendelsesbegrebet i tre niveauer, som han kalder de tre anerkendelsessfærer;

id=”attachment_791″ align=”alignright” width=”300″(Axel Honneth) (Axel Honneth)[1]

Privatsfæren

Kærlighed er den første anerkendelsessfære. Denne adskiller sig fra de to andre sfærer, idet den er en betingelse for at kunne danne tætte relationer. Ifølge Honneth eksisterer kærligheden som en anerkendelsessfære, idet kærlighedsforholdet blandt individer opleves gennem et tosidigt emotionelt behov. Derved opnår begge parter et følelsesmæssigt afhængighedsforhold. Gennem dette forhold vil individet finde ud af, hvordan behovet for anerkendelse bliver dækket af den anden part. Forholdet mellem barn og forældre, mellem mand og kone og mellem venner danner de symmetriske relationer, hvor individet opbygger en fortrolighed med sin identitet og oplever, at den bliver anerkendt og taget i mod. Betingelsen for, at barnet kan begå sig i en konfliktfyldt verden, er den succesfulde tilknytning, som barnet bør have til sine forældre. Venskaber og den resterende familie bliver en del af anerkendelsesforholdet, som opretholder den grundlæggende selvtillid.

Den retslige sfære

Den anden form er anerkendelsen for menneskets uafhængige handlinger. Igennem de almene rettigheder, mennesket har som deltager af samfundet, vil man opnå selvrespekt for sig selv som en ligeværdig deltager i samfundet. Mennesket får også anerkendelse igennem de love og regler der sikrer os en tryghed.

Den solidariske sfære

Den tredje form for anerkendelse foregår i forholdet til gruppen, fællesskabet og samfundet. Ved at individet tager del i og engagerer sig positivt i fællesskabet, opnås anerkendelsen. Ved at indgå i dette fællesskab oplever individet at være en del af en gruppe og samtidig blive anerkendt for at være sig selv. Individet bliver anerkendt for sine egenskaber, kvaliteter og det som bidrages med i gruppen. Herved opnår individet værdsættelse af sig selv. Værdsættelsen af sig selv gør, at man kan anerkendes som et medlem af et solidarisk fællesskab.

Dette skal noteres og diskuteres, henimod brugen af de afgrænsninger, som man mener er vigtigt for de ”normale” skoleforhold, som man ønsker på sin skole. ”Normale” kan variere rigtig meget, men skal dog have et fælles mål. Udvidelse af det ”normale”, men ud fra det ”normale” på skolen.

Herpå kan der skabes en god kultur for inklusion af flere/alle, samt en bevidsthed omkring det man har og hvad man vil opnå – sammen.

 

This page is a Wiki! Log in or register an account to edit.
Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>