Den Kategoriale dannelse

Wolfgang Klafki er kommet med en systematisk gennemtænkning af de tidligere tiders dannelsestænkning. Ud fra de materiale – og formalle dannelsesteorier sammenfatter Klafki en syntese, som han betegner ”kategorial dannelse”. Det vil sige en dannelsestænkning, der rammer de materiale teorier med respekt for de kulturelle, videnskabelige og samfundsmæssige verdens krav, og de formale teorier med respekt for personens individuelle udvikling. For at forstå ”kategorial dannelse” må der dog dykkes længere ned i de materiale – og formale dannelsesteorier.

De materiale dannelsesteorier – har to betydningsfulde grundformer.

1)     Den objektivistiske dannelsesteori

Dannelsens væsen består i optagelsen af indhold, hvilket vil sige kulturens objektive indhold. Det sker gennem en proces, gennem hvilke kulturgoder af etiske værdier, æstetisk indhold, videnskabelig erkendelse osv., finder indgang i den menneskelige bevidsthed. Målet er, at kunne stå på højde med kulturen, selvom det kun er virkeliggjort inden for delområder. Det vil sige, at der ikke er et specifikt udvalgs kriterium.

2)     Den klassiske dannelsesteori

Der har et pædagogisk værdikriterium.

Dens tese:

”Ikke ethvert kulturindhold er på forhånd i kraft af sin værdi tillige dannelsesindhold. Det dannelsesmæssige ligger ikke på forhånd i indholdets videnskabelige struktur som sådant. I egentlig forstand er det kun det KLASSISKE, der virker dannende”.

Det vil sige, at den klassiske dannelsesteori sigter på menneskelige kvaliteter, både i kulturindhold og udenfor.

De formale dannelsesteorier – har ligeledes to grundformer.

 1)     Funktionel dannelse

Betragtes som de mest dynamiske dannelsesteorier. Det væsentligste ved dannelsen er ikke optagelsen og tilegnelsen af lærestof/indhold. Men en formning, udvikling og modning af legemlige, sjælelige og åndelige kræfter.

2)     Metodisk dannelse

Retter sig mod den proces, hvori eleven tilegner sig dannelsen. Opnåelse og beherskelse af tænkemåder, følelseskategorier og værdimaterial. Kort sagt af metoder, ved hjælp af hvilke, det unge menneske kan tilegne sig mængden af indhold, når de senere livssituationer kræver det.

Dette fører os frem til kategorial dannelse.

Ved at udtrykke den ”oplevede” enhed af dannelsen, kan det kun ske ved hjælp af formuleringer, der dialektisk går på tværs af hinanden. Dannelse er ensbetydende med, at en fysisk og en åndelig virkelighed har åbnet sig for mennesket. Tilsvarende gælder det for dannelse som proces. En fysisk og en åndelig virkelighed åbner sig. Dette er ensbetydende med, at mennesket åbner sig for dette indhold og dets sammenhæng som virkelighed.

Denne dobbeltsidige åbning sker på den objektive side, ved at indhold af almen kategorial afklarende art kommer til syne. På subjektivsiden er det ved indsigt, oplevelser og erfaringer af almen art.

Dannelse er kategorial dannelse i den dobbeltbetydning, hvor en virkelighed kategorialt har åbnet sig for et menneske og at netop dette menneske dermed selv er blevet åbnet for denne virkelighed. Takket være indsigt, erfaringer og oplevelser af kategorial art, som dette menneske selv har oplevet.

De didaktiske dimensioner

Denne dobbeltsidige åbning erhverves igennem, at individet erhverver sig forskellige hensigtsmæssige kategorier, hvorunder man kan indordne kommende indtryk og erfaringer. Hvilken viden og hvor meget den enkelte skal præsenteres for at kunne opnå denne åbning, skal overvejes didaktisk og metodisk. De didaktiske overvejelser skal være overordnet de metodiske, idet man skal gå ud fra, at undervisningens mål først skal fastsættes, hvorefter man kan overveje, hvorledes disse mål skal nås. De faglige metoder skal indgå i de didaktiske overvejelser, mens undervisningsmetoderne indgår, som de metodiske overvejelser.

Det didaktiske felt har 4 dimensioner ifølge Klafki;

1)     Tiden (fortid, nutid og fremtid)

2)     Elevens modtagelighed

3)     Formålet med indholdet i fagene

4)     Indholdets struktur og opbygning

Tiden skal ses ud fra fortid, nutid og fremtid, som dimensioner af tidsoplevelsen. Den oplevede nutid er et individs opfattelse af sin nutid, samt af samfundets fælles opfattelse af nutiden. Fortiden defineres som tidligere erkendte og anerkendte livsformer, herunder kulturarven. Spændingsfeltet i mellem nutiden og fortiden, det der angår hændelser her og nu, skal hjælpe den enkelte til selvstændigt at kunne indgå i fremtidens opgaver og muligheder. Set i lyset af den enkeltes og samfundets ønsker og behov. I denne selvstændige åbne dannelsesproces indgår dermed også, at den enkelte skal være ansvarlig i sin handling, samt at være parat til at overtage ansvaret for sine handlinger. Ansvarlighed skal dermed indgå i dannelsen og skal opnås via erfaringer og oplevelser af elementært art inden for den enkeltes muligheder. Det er skolen, der skal føre den enkelte ind i denne ansvarlighed, således at den enkelte handler med eftertanke.

Omkring 3) og 4) er vi inde i spørgsmålet omkring stofudvælgelsen. Klafki arbejder her med det eksemplariske stofudvalgsprincip, der er opbygget af det elementære, det fundamentale og det eksemplariske.

Det elementære bruges som betegnelse for et fags væsentlige indhold og sammenhænge. Altså det der er betegnende for faget og som indgår i netop dette fag.

Det fundamentale bruges som betegnelse for den mængde af principper, strukturer og kategorier, der konstituerer et fag. Altså den opbygning faget har af sit indhold.

Det eksemplariske er det, der kan få det elementære og fundamentale inden for et område til at fremtræde. Det eksemplariske kendetegnes derved, at det får omverdenen til at åbne sig for eleven, og eleven til at åbne sig for omverdenen. Altså en dobbelt kategorial virkning, via åbningen af stoffets kategorier for den enkelte og at der opstår en struktur hos den enkelte, der giver indsigt i stoffet.

Nedenstående model skal illustrere sammenhængen mellem de tre begreber;

DET EKSEMPLARISKE >>>>>>>>>> DET  ELEMENTÆRE/FUNDAMENTALE

                                                 PROCES

 (Stof, problem, faglige metode                       (Et produkt af det eksemplariske                                    og undervisningsmetode)                                   og perceptionsprocessen)

(Engageret perceptionsproces evt. ledsaget af en AHA- oplevelse)

Det eksemplariske, der består af de i parentes anførte faktorer, giver i forbindelse med en ”elev-engageret perceptionsproces”, anledning til erhvervelse af elementær og fundamental indsigt.

Det er altså vigtigt, at læreren kigger på fagets indhold og sammenhænge, samt hvorledes faget er kategoriseret og struktureret, for ud fra dette at kunne give en eksemplarisk undervisning. Dette er dog kun to af de fire dimensioner i det didaktiske forhold. Undervisningen er først eksemplarisk, når åbningen sker for eleverne og derfor skal tiden og elevernes modtagelighed være indgået i overvejelserne. Desuden kræver det en engageret og ansvarlig deltagelse fra elevernes side.

Groft sagt er eksemplarisk undervisning, en faglig undervisning problematiseret ind til elevernes niveau og modtagelighed.

This page is a Wiki! Log in or register an account to edit.
Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>