Læring

Læring er en vigtig funktion i menneskets organisme, der skal ses som et væsentligt element i samspillet mellem det enkelte individ og omgivelserne, de sociale og samfundsmæssige.

”Læring er en social proces, der foregår i samspil med andre”. ”Læring er det at lære noget”. Enten igennem tilegnelsen af færdigheder, viden og holdninger eller som modifikation af adfærd.

Den første synsvinkel støtter sig til erkendelsesteori, mens den sidste er baseret på en nyere præget behaviorisme.

Erkendelsesteorier

Erkendelseteorier,også kaldet ”Epistologi”, er en gren af filosofi med teorier om erkendelsens former, definitioner, strukturer, oprindelse og grænser. Altså om tilegnelsen af de egenskaber, ophavet til og grænseren for den menneskelige viden og erkendelse.

id=”attachment_773″ align=”alignright” width=”194″(Platon) (Platon)[1]

Teorierne var gængse omkring 1800 tallet, men har siden antikkens tid været behandlet af mange, såsom Euklid, Aristoteles og Platon. Aristoteles arbejdede eksempelvis med formerne phronesis (handlingsrelevant viden) og techne (middel til opnåelsen af et bestemt mål) som erkendeformer, som midlet til læring og erkendelsen af mere og nyt, set i en progression, et fremskridt hos den enkelte. Heri ligger erkendelsens dannelse, udvikling, stabilisering og ændringer set individuelt og samfundsmæssigt. Erkendelse kræver et fundament af erkendte principper og erfaringer og defineres af den form for erkendelsesform, de enkelte teoretikere anser som de mest væsentlige.

Inden for Empirisme er de meningsfulde begreber afledt af sanseerfaringer, samt at al viden er erfaringsbaseret. Al viden om virkeligheden opnås gennem sanserne. Teorierne deler sig i to grupperinger. Det, vi erfarer, er private, mentale oplevelser eller det, vi erfarer, er en objektiv virkelighed, uafhængig af måden den erfares på.

”Rationalis” fra latin betyder beregning og fornuft. I Rationalisme er det den menneskelige fornuft, der en den væsentligste kilde, hovedkilden, til erkendelse. Sanseindtryk bearbejdes af fornuften og anses som et fælles menneskeligt træk, en overordnet rationalitet, som anses som en konstruktiv, individuel og intellektuel evne, der skal se i forhold til tid – ”priori” – der betinger, hvad der kan erfares. Descartes og Spinoza er to teoretikere på det område, mens en drejning heraf ses hos Emanuel Kant i den ”Transcendentale filosofi”

Andre mindre accepterede, men brugte teoriformer er; skepticisme, hvor erkendelse omfattes som om der intet grundlag er for viden, ingen sikker erkendelse, man arbejder ud fra intuitivitet. I fallibilisme, hvor viden opfattes fejlbarlig, at al viden kan være potentielt falsk. I psykologismen, hvor viden er baseret på menneskelig psykologi eller pragmatismen, hvor viden kommer af praktisk betinget erkendelse.

I alle erkendelsesteorierne er det tilegnelsen af færdigheder, viden og holdninger, som er det væsentlige. Det er det man skal lære, som man skal erkende, der er det væsentlige, samt hvordan dette læres.

Behaviorisme

Behaviorisme er så læringen af adfærd.

Den psykologiske behaviorisme blev udviklet i midten og sidste halvdel af det 20. århundrede, hvor eksperimenter med aber gav mange nye indsigter. Da aberne er sprogløse, måtte al forståelse af deres læring tage sit udgangspunkt i iagttagelser af deres adfærd -”behavior”. Erkendelser fra disse forsøg blev overført til forståelse af menneskers psykologi og indlæring. Dermed valgte man at se bort fra den karakteristiske, sproglige tilgang til læring og videregivelse af læring, og behaviorismen var født.

Former for læringsprocesser i behaviorismen;

Habituering (gentagelse) er en form for læring, der sker, når individet gentagne gange oplever den samme stimulus og holder op med at reagere på eller bemærke denne stimulus. Eks.vis det at lære at cykle.

id=”attachment_774″ align=”alignright” width=”300″(Pavlov og et af hans hunde forsøg) (Pavlov og et af hans hunde forsøg)[2]

Klassisk (operante) betingning (genkendelse) er en type læring, hvor et individ sammenkobler en biologisk vigtig påvirkning med en anden påvirkning. Eks.vis Ivan Pavlovs hunde, hvor mad og lyd forbindes.

Instrumentel betingning (”gulerodspædagogik”/tortur) består i at en given adfærd belønnes eller straffes så en bestemt adfærd kommer frem. Instrumentiel betingning kan eksempelvis bestå i, at forsøgsdyret trykker på en pedal, hvorefter der under de givne omstændigeheder gives belønning i form af mad.

Kognitiv læring eller læring gennem indsigt indebærer tilegnelse eller omstrukturering af viden, hvor man i det didaktiske design udnytter menneskets kognitive færdigheder som perception og forestillingsevne. Teorien om kognitiv læring opstod i slutningen af 1920′erne. Efter denne teori sker der læring, når mennesket tilegner sig kognitive strukturer, som bevarer og organiserer, de elementer som personen indgår i. Den kognitive læring beskriver derfor menneskets evne til at forstå, se og genkende sammenhænge og situationer.

Knud Illeris

Knud Illeris

Danske Knud Illeris ligger en teoretisk tilgang på tværs af de to retninger. Knud Illeris’ har tre grundlæggende læringsdimensioner:

  • Den indholdsmæssige (kognitive og motoriske) dimension der drejer sig om tilegnelsen af det der læres.
  • Den psykodynamiske (følelses-, viljes- og motivationsmæssige) dimension der drejer sig om læringens drivkræfter.
  • Den sociale (samspils- og samfundsmæssige) dimension der drejer sig om samspillet mellem individet og omgivelserne.

Den sociale dimension er det centrale. At den enkelte er en del af en lang række samvirkende fællesskaber, der fungerer gennem individernes samspil og sociale aktiviteter.

Knud Illeris introducerer en læringstrekant, der viser de dimensioner, som han mener, indgår i læring.

Illeris læringstrekant

I venstre hjørne befinder selve indholdet sig, altså viden, forståelse og evner. Her drejer det sig om, hvad der helt konkret skal læres og formålet der, for den lærende, er at udvikle mening og mulighed for at håndtere praktiske udfordringer. Her udvikles den personlige funktionalitet.

I højre hjørne handler det om den mentale energi. Drivkraften, der er nødvendig for læringsprocessen, drejer sig om motivation, følelser og vilje og formålet er at sikre en konstant mental balance og herved udvikle den personlige sensitivitet.

Det nederste hjørne indeholder interaktionen/samspil og kan for eksempel inkludere perception, transmission, erfaringer, deltagelse og aktivitet. Formålet er, at den lærendes sociale integration i samfundet.

Indholdet (det venstre hjørne) og den mentale energi (højre hjørne) foregår internt i individet, mens at interaktionen (det nederste hjørne) inkluderer det sociale og eksterne aspekt af læring. Både det interne og det eksterne er essentielt i læringsprocessen ifølge Knud Illeris.

This page is a Wiki! Log in or register an account to edit.
Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>