Progression

Oprindeligt kommer progression af det latinske ord progressio, som betød ”fremskridt, afledt af progredi ” at gå frem” eller ”at skride frem”.

Progression begrebet i historisk lys!

I al uddannelse ønskes opnåelsen af en planlagt forandring af et barns viden og udvikling fra en tilstand til en anden, og dermed er forudsætningen for ”progression” som princip for uddannelse, og dermed undervisning og læring tilstede.

Bag uddannelse, undervisning og dermed al pædagogisk arbejde ligger ønsket om opdragelse. Opdragelse, hvor bibringelse af kvaliteter til børn fra de voksne, er en urgammel tanke. En dannelses opgave, der de seneste år har fået en individuel differentieret målsætning i sig, men som fortsat er at instituere eleven med de fælles værdier vores samfund bygger på.

progression trappe

800-200 f.v.t.

De fælles værdier i opdragelsen var allerede i antikkens Grækenland et væsentligt element. Dette defineret igennem begrebet paideia, der var en omfattende og sammenhængende politisk og pædagogisk forestilling, som noget nogensinde har været.

Tanken om, at der findes idealer for menneskets adfærd og dermed en kulturel og social arv, der skulle gives videre og tages vare på igennem handling. Paideia var oprindeligt et militært træningsprogram for unge mænd fra overklassen med indøvelse i og viden om de myter og religiøse forestillinger, hvormed den herskende klasse kunne fastholde sine mange privilegier. (Siden blev paideia indført som et program, der omkring 1580 blev beskrevet af den franske filosof Montaigne, som indførelsen af den ”vestlige civilisation”). I dag kender vi ordet encyklopædi, cirkelopdragelse i dannelse og læring.

id=”attachment_776″ align=”alignright” width=”300″(Aristoteles) (Aristoteles)[1]

Aristoteles (384-322 f.v.t.) og Platon (427-347 f.v.t.) er de græske tænkere, der har haft størst betydning for progressionstanken. Aristoteles ligger grunden for en kategorial dannelse tænkning, mens Platons eidos begreb mere formulerer tanken om det bagvedliggende ideal, som kun de få ville opnå. En opnåelse af dette kan kun findes igennem refleksion og fordybelse og ikke gennem konkrete erfaringer. Dette medførte et progressionsforløb i uddannelsessystemet med en grundskole for alle, og herefter en overbygning på grundskolen af forskellige uddannelser, der ikke var for alle, men for de særlig udvalgte. En opbygning og progression af skolesystemet, som vi praktiserer den dag i dag.

Aristoteles tanker er dog mere vidtgående i forhold til selve det at opdrage, uddanne og undervise end Platon. Han delte viden op i tre elementer.

I en filosofisk viden (sofia) og en videnskabelig viden (episterne) – Theoretikke (teoretisk viden), som dog kun var for de få.

I en handlingsrelevant viden – Praktike (praxis) – altså det man gør i forhold til en situationsetisk kundskabsform overfor andre mennesker. Handlingsrelevant viden – Phronesis – der giver mening for andre.

I en instrumental viden – Poietike (poesis) – et middel til opnåelsen af et bestemt mål. Techne – set som erkendelsen af sin plads i samfundet, såsom håndværker, soldat eller filosof.

Phronesis og Techne er erkendeformer, er læring, hos Aristoteles, der, når det først er lært, aldrig glemmes igen.

Hos både Platon og Aristoles er følgende dog det væsentligste i, hvorfor man skal lære.

”Den enkelte skal lære for at kunne indgå i samfundet med andre, og ikke for at udvikle sig selv, som sådan !”.

Dog blev der efterhånden spredt didaktiske tanker (de første i verdenshistorien), som blev udtænkt af den samtidige Isokrates (436-338), der var Grækenlands væsentligste oldgræske retoriker. Han bidrog med mange pædagogiske tanker og herunder didaktiske overvejelser omkring mulighederne for at eleverne fik mest muligt ud af det, en større individualisme i hvordan progression af læringen skulle fremkomme.

Tankerne om mere individualisme fremkom mere og mere i fredstiden efter de Peloponnesiske krige (431-404 f.v.t.) og frem til 200 f.v.t. Her blev handlen et økonomisk element, der gav muligheden for at flere og mere frie tanker kunne vinde frem.

Romerriget 200 f.v.t til 400 e.Kr.

Paideia bliver i det romerske rige afløst af humanitas, hvori der ligger en antydning af en lære om menneskeliggørelse, en fokusering på og en dyrkelse af det enkelte menneskes muligheder, men fortsat med en aristokratisk ideologi, et bestemt syn på samfundet og staten. En cyklisk tankegang om en almen dannelse, hvor idealer understøttede og begrundede hinanden.

400 e.Kr. til 1900 tallet

I takt med den katolske kirkes overtagelse af magten over ”sindet” efter Romerrigets fald i Europa, opstår der og gennemføres et spirituelt syn på mennesket fra kirkens side. Et pentekostalt trosfælleskab, hvor gud fastlægger al menneskelig udvikling og frelse. Selv den dag i dag er der pentekostale fællesskaber f.eks. i Pinsekirken, Det apostolske Kirkesamfund og Evangelisterne.

pentakostal duen

”Gud griber direkte og mirakuløst ind i menneskers skæbne” og de der var uenige måtte lide den grummeste straf eller død. Trods dette var befrielsesteologiske podninger, drejninger af teologien i forhold til egne muligheder som trossamfund. Den største af disse er reformationen, hvor Martin Luthers tanker og protestantismen fremmarch ændrer på tanken om den enkeltes progression. Dog er det fortsat ud fra en gudstro, der ikke i første omgang skaber grobund for den individuelle frihed. Det er som i andre tilfælde et modstandsrepertoire mod en autoritær struktur, hvorefter en ny skabes for en tid. Men alligevel er protestantismen med til at sætte spørgsmålstegn ved fortolkningen af guds ord og senere en fortolkning af kirkens verdensbillede. Denne mulighed giver i stadig stigende grad mulighed for at det enkelte menneske kan sætte spørgsmål ved kirkens gudslære, og dermed skabes grobunden for oplysningstiden, feministteologien og evolutionslæren.

Evolutionslæren i det 20. århundrede

I lyset af evolutionslæren fremkom klare nye tanker om progression, en naturalisme i pædagogikken. I progression ligger udviklingstænkning og dermed en naturalistisk pædagogik. Så princippet progression beskrives i denne periode, som noget velovervejet. Et ønske om gradvist fremskridt og en kontinuitet, således at en udvikling ligger i faste rammer.

Det spirituelle syn på mennesket afløses af det rent naturalistiske.

Herbert Spencers (1820-1903 – engelsk filosof, sociolog og liberal teoretiker, samt udvikler af socialdarwinismen og den første der brugte udtrykte ”survival of the fittest”)  teori om ” at al undervisning begynder med, hvad barnet allerede ved og kan”, henviser desuden til Jean-Baptiste Lamarcks (1744-1829 – botaniker, zoolog og palæontolog) tanker om at ”tid plus favorable betingelser giver forudsætning for at adfærd kan nedarves”. Hertil beskriver han grundlaget for, ”at al undervisning skal være fornøjelig og underholdende”.

John Dewey (1859-1952) udviklede en udforskende undervisning (discovery learning), der var en erfaringsbaseret, handlingsorienteret pædagogik via sansning. Målet skulle være, ”at lede barnet ind i fællesskabet, hvor alle er en lille uundværlig del af en større organisme. Dette på egne præmisser, men i kontakt med sine omgivelser, hvor alle kan og skal forme sin egen fremtid.”

Både Dewey og Spencer ser progression ud fra en proces mod ny viden.

Teorierne deler sig dog i to retninger.

”Mennesket er kun en lille del af en stor sammenhængende organisme, hvor alle har et endemål og ingen afvigelser vil vinde”. Den enkelte er i sammenhæng med samfundet.

”Mennesket kan tage skæbnen i sin egen hånd og ved aktiv deltagelse forme sit eget liv. Fremskridt fremkommer kun ved at aktivt at udnytte tidligere generationers kulturprodukt og værdier. En kulturudvikling”. Den enkelte er i forhold til samfundet.

I begge tilfælde ligger ønsket om en fælles skole- og institutionspædagogik for alle børn, der forsvares af naturalismen. Herved kan der skabes gradvist fremskridt og kontinuitet via evolutionær udvikling. Evolution modbeviser dermed revolution i progressionsprocessen.

progression i sten

Evolutionens udvikling henimod det genetiske videreudvikler ligeledes progressionstankerne. I kølvandet på neurovidenskaben og i anskuelsen af, at generne er motoren i den menneskelige udvikling, opstår sociobiologien. En socialteori og en neuropædagogik, en ”brainbased learning”, hvor hjernen er kontrolleret af gener, evolution, kultur og følelser, der stimuleres så forandring og udvikling opstår. Heri ligger fortsat en deterministisk tankegang bag, men epigenetikken ændrer på dette. I epigenetikken ses udvikling som en proces, hvor nyt kommer af gammelt via kognitiv  (tænkningen) udvikling. Hermed fastlægge Capra i 1996 en systemteoretisk teori uden indflydelse af intelligent design. I disse teorier er interaktion vejen til progression. Læreren skal være autoritativ, kommunikerende og samregulerende med elever og kolleger. Teorien bygger på fire strategier;

”Kropsforankret strategi”, der skal give en oplevelse af sikkerhed og tryghed.

”Associerings strategi”, der skal skabe tillid til omverdenen.

”Strukturel strategi”, der skal skabe ordentlige realiteter til fortid, nutid og fremtid.

”Kreativ strategi”, der skal give mulighed for problemløsende og fleksibilitet.

I 1996 udkommer Richard Dawkins med en teori med baggrund i Aristoteles begreb Techne, samt i memer. Memer er en systematisering af analogier mellem biologisk og kulturel evolution. Memer kan opfattes som en virus, der inkorporeres, ”læres” og accepteres, der efterhånden kommer organismen til gode. Noget nyt i det gamle, der kan være overvejet eller komme tilfældigt. Genkendelsen forandres af tiden, fylogenetisk, der er en taksonomisk klassifikation via genstudier, samt en ontogenetisk, der er et individs udvikling fra æg stadiet til individ. Dette kan ske intuitivt eller organiseret, altså tilfældigt eller velovervejet.

I den velovervejede del af at opsætte mål for progressionen opsatte Benjamin S. Bloom (1913-1999) allerede i 1956 opsat en taksonomi for uddannelsesmål for tre områder af psyken. Denne ”Blooms taksonomi” er hierarkisk opbygget indenfor det affektive, det psykomotoriske og det kognitive område. Den sidste, det kognitive, gav en mulighed for lærere og pædagoger indenfor uddannelsessystemet kunne opsætte mål for undervisningen, som man ønsker skal opnås. Bloom arbejder med seks områder på det kognitive plan. Viden, forståelse, anvendelse, analyse, syntese og evaluering/vurdering.

Taksonomien er blevet kritiseret, udvidet og diskuteret af mange siden. Andre har udarbejdet andre taksonomier. Men taksonomier for undervisning giver en tilsyneladende klar indikator for progression og udvikling, der kan anvendes både individuelt og på en hel klasse, så fra midt i firserne og halvfemserne forstummede kritikken i glemslen af taksonomierne. Dette i en nedtoning til fordel af diskussioner om det enkeltes individs læring og læreprocesser. Men her i det 2100 århundrede har Pisa-undersøgelser, karaktersystem diskussioner, den genopdagede udviklingspsykologiske tænkning fra især Vygotskij og Piaget atter sat gang i taksonomi debatten. Og Blooms taksonomi er fortsat udgangspunktet i denne diskussion, dog med variationer for tiden, som vi lever i.

Progression bruges i mange forskellige betydninger i dag!

Eksempelvis; 

1.

Fremadskreden eller fremgang, ofte i form af en bevægelse hen imod et højere trin eller niveau i et udviklingsforløb.

2.

Princip eller regel der bestemmer at en størrelse stiger forholdsvis mere end en anden størrelse. En grundlæggende filosofi i vores skattesystem er den såkaldte progression, der betyder at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”. Umiddelbart tilsiger; f.eks. beskatningsformen i stigningen af skatteprocenten, at beskatningen af hver tjent krone, stiger trinvis i forhold til indtægtens størrelse.

3.

Uddannelses progression set som en individuel bevægelse af trin i sit uddannelsesforløb eller træningsforløb. “Progression” i undervisningen hænger sammen med forestillinger om, at al menneskelig udvikling er noget, der over tid, foregår i en given rækkefølge.

Et komplekst fænomen. I skolen handler progression om dannelse, differentiering og en lang række af taksonomier for faglige standarder, som nogle gange er for elevens skyld og andre gange for nationens overlevelse i en global markedskonkurrence.

Progression og dataopsamling

Arbejdet med data har jf. lovgivningen til hensigt at bidrage med viden om elevernes progression og danne videns grundlag for at tilrettelægge ny undervisning til gavn for elevernes udbytte. Skolen arbejder med såvel kvantitative data, f.eks. resultater fra nationale test, afgangsprøvekarakterer og andre diagnostiske test, som kvalitative data, f.eks. noter og opsamlinger fra samtaler mellem lærere og elever eller fra observation af undervisning.

Kritik af dataopsamlingen i Danmark

”Undervisningsdifferentiering som bærende pædagogisk princip” er Folkeskolens væsentligste princip, det viser sig desværre tydeligt, at ”det er svært for lærerne at bruge evalueringsresultater systematisk i deres arbejde med at planlægge og gennemføre en differentieret undervisning” (EVA udtalelse fra rapport om brug af test i 2013/14). Udfordringen for skolerne består i at forholde sig analytisk til eksisterende data som forudsætning for at justere og kvalificere den pædagogiske praksis, men også i at generere data, der giver den nødvendige viden for at kunne det.

Når datakilder ikke anvendes til at udvikle eller ændre den pædagogiske praksis, er der risiko for, at data bliver et mål i sig selv, og at de ikke omsættes til aktiv viden med mulighed for at se kritisk og undersøgende på den eksisterende pædagogiske praksis og på, hvordan elevernes faglige udbytte udvikles. Hjælp til skolerne i dette arbejde vil derfor være afgørende for, at undervisningen tilrettelægges og gennemføres på baggrund af data om undervisningen og elevernes progression.

Formandskabet for Skolerådet sætter i deres beretning for 2012 også fokus på, at skolernes arbejde med datakilder bør kvalificeres og støttes: ”Formålet med at have dækkende data for elevresultater til rådighed er ikke kun at få et årligt overblik over kvaliteten i skoler eller i kommunen. Data skal bruges i det daglige arbejde på skolen og i kommunen, så der løbende kan gennemføres forandringer, når problemer eller behov identificeres”.

This page is a Wiki! Log in or register an account to edit.
Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>