Storylinemetoden

Storlinemetoden er en metode til at planlægge et undervisningsforløb. Storyline er et fremadskridende forløb, som en fortælling, hvor bestemte sekvenser er brugt, som en didaktisk model til at strukturere undervisningen i. Storylinemetoden lægger op til en oplevelsespræget tilgang til læring med henblik på opdagelse, udforskning, reflektion, samtale og handling.

Arbejdet med storylinemetoden

Læreren har fra starten planlagt selve rammen for historien i ovenstående rækkefølge, som er styret af nøglespørgsmål. Nøglespørgsmålene kan baseres på elementer fra læseplanen og lede til forskellige aktiviteter og problemstillinger. Selve indholdet og videreudviklingen af spørgsmål, imellem nøglespørgsmålene, er op til eleverne, derfor kender læreren historiens gang, men ikke selve indholdet i detaljer, det er nemlig her elevernes ideer får medindflydelse.

De kritiske momenter i et Storylineforløb er:

  • fastlæggelse af sted og tid,
  • indførelse af personer/dyr eller andre væsner,
  • hvilken livsform, der skal undersøges,
  • begivenheder/problemer der skal løses.

Filosofien bag nøglespørgsmålene er ikke af forvente et korrekt svar. Svaret er ikke det primære mål, men processen som eleven gennemgår for at komme frem til et svar/forslag. Derfor er det vigtigt, at nøglespørgsmålene er stillet korrekt.

Eksempelvis skal man ikke spørge: ”Hvad er der i en radiostation?”

I stedet skal man spørge eleverne: ”Hvad tror I, der kan være i en radiostation?

Nøglespørgsmålene skal være åbne, så alle kan komme med et kvalificeret svar. Svarene skal der argumenteres for, de kan lede til diskussion, og noget skal måske undersøges nærmere, og der skal findes dokumentation. Lærerens nøglespørgsmål er styringsparameter for rammerne af Storylinen. Det, der kommer ud af spørgsmålene, er op til eleverne. Man kan sige, at læreren kender kapiteloverskrifterne som i en bog, men det er eleverne, der fremstiller indholdet i kapitlerne. En Storyline kan både være fiktivt baseret udelukkende på fantasi, eller den kan bestå af overvejende faktuelle temaer eller indeholde begge dele. Elevernes hypoteser afprøves og sammenstilles derefter med eksisterende viden. Målet i storylinemetoden er ikke en forudbestemt færdig viden, men selve processen.

Cecilie Falkenberg og Erik Håkonsson har opstillet syv punkter, de mener karakteriserer et ”dansk” storylineforløb, hvor der skal arbejdes:

  • i fortællende form
  • sådan, at den faglige og saglige læring sker i den kontekst, storylinen giver
  • sådan, at der tages udgangspunkt i den viden om verden, eleverne allerede har, og at denne forståelse udfordres
  • problemtaklende
  • sådan, at eleverne er aktive i læringsprocesserne
  • sådan, at elevernes kreative og argumenterende tænkning værdsættes, og
  • sådan, at fortællingen visualiseres ved, at eleverne skaber modeller af deres forestillinger

Metodens opståen

En af initiativtagerne bag den nu berømte metode, Storyline, tidligere kaldt den Skotske-Metode, er Steve Bell. Metoden opstod igennem udarbejdelsen af den skotske læseplan af 1965, samt ud fra flere års forsøgsarbejde. Steve Bell er uddannet lærer og blev efter 5 års praksis ansat ved Jordanhill College of Education i Glasgow i Skotland i 1964 – nu omdannet til Faculty of Education of Strathclyde University. Fra 1967 beskæftigede han sig udelukkende med efteruddannelse af lærere omkring fagene Environmental Studies og Expressive Arts, hvoraf storylinemetoden opstod.

I 1965 udgav det skotske undervisningsministerium en ny holistisk del til læseplanen til den skotske Primary School under navnet Environmental Studies – miljøbestemte studier. Miljøbestemte studier kunne ikke være et fag, da det er sammensat af flere fag: historie, geografi, videnskab, teknologi og sundhed. Det var ikke kun indholdet der blev ændret, men også filosofien bag måden der skulle undervises på. Oversat citat fra den skotske læseplan i 1965: ”Hvordan barnet lærer er undervisningsmæssigt ikke mindre vigtigt end, hvad det lærer…Gennem et bredt udvalg af erfaringer/oplevelser gives eleven mulighed for at deltage aktivt i sin egen læring”.

”Udtrykkende kunst” (Expressive Arts) i form at håndarbejdsaktiviteter, drama og musik blev foreslået som en del af denne undervisning. Elevernes vækst og udvikling blev sat i fokus, hvor skolen skulle inddrage hjemmet og naboskab sideløbende med sundhed og social service.

I forsøg på at integrere disse nye strategier opstod der en udviklingsgruppe af lærere i Jordanhill College of Education i Glasgow 1967. Her arbejdede Steve Bell tæt sammen med Fred Rendell og Sallie Coverly Harkness med det mål at hjælpe lærere med at udvikle strategier til, hvordan man kunne integrere denne nye filosofi i overensstemmelse med læseplanen. Et forsøg på at introducere en børne-centreret tilgang med aktiv, opdagende læring samt omlægning til differentieret gruppearbejde. Metodens læringssyn blev derfor baseret på, at læring skal tage udgangspunkt i elevens eksisterende viden og erfaring, som igen leder til at eleven lærer noget nyt ved udførelse af aktiviteter.

Et eksempel, der illustrerer denne form for læring, gav Steve Bell i et foredrag ved at spørge en tilhørende: ”Hvordan tror du en pingvin ser ud?” og ”Kan du tegne en?” Efter en forsøgstegning var tilbagemeldingen: ”Hvordan ser en pingvins ører egentlig ud?” Her blev først reflekteret til tidligere erfaringer og billeder, hvorpå et spørgsmål blev dannet. Bell pointerede, at nu er der så dannet forudsætning for egentlig undersøgelse evt. i en biologibog.

Efter mange arbejdsforsøg og eksperimenter over en lang periode blev storylineteorien altså udviklet. I 70´erne bredte metoden sig til skoler i Vest-Skotland, og i 80´erne blev metoden for alvor internationalt kendt, da bl.a. Steve Bell rejste rundt og gav foredrag og workshops om metoden. Tyskland, Danmark, Island og Holland var de første lande, som tog metoden til sig.

This page is a Wiki! Log in or register an account to edit.
Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>